Skal Troldhede Lokalarkiv lukke?

Synes du at Troldhede Lokalarkiv skal lukke?

I så fald behøver du ikke læse videre.

Nye kræfter afgørende for arkivets fremtid.

Situationen omkring Troldhede Lokalarkivs fremtidige eksistens afhænger af, om vi kan finde nogle ildsjæle, som er interesserede i at arbejde med lokalhistoriske emner og dokumentere ”dagliglivet i Troldhede før og nu” gennem billeder, videoer og tekst.

Er du interesseret i og har du lyst til at lave et stykke frivilligt og særdeles nyttigt arbejde, som er højt værdsat – så giv endelig lyd fra dig. Du vil selv få en meget stor indflydelse på, hvad du kan tænke dig at bidrage med. Det er nemlig lysten, der skal drive arkivets arbejde videre frem.

Det er ikke så meget bestyrelsesarbejdet, der kalder på hjælp. Ideen er at man som frivillig er med til at planlægge arkivets daglige virke. Om det så gøres via bestyrelsesarbejde eller ved at yde en indsats i øvrigt, er uden betydning. Det vigtigste er, at Troldhede Lokalarkiv føres videre med nye kræfter, som vil motiveres ved arbejdet og samværet herom. Og bor du ikke i Troldhede, så fortvivl ikke. Med teknikkens hjælp kan vi arbejde fra alle steder i DK og i hele verden for den sags skyld.

Eksempler på opgaver som du kan byde ind på:

  • Dokumentation af Troldhede og omegns historie og nutid.
  • Finde de spændende historier i arkivalierne.
  • Anvende nyeste værktøjer og medier til at dokumentere og bearbejde lokalhistorie før og nu.
  • Formidle historier på arkivets hjemmeside og i Facebook-gruppen ”Gamle billeder fra Troldhede” i samarbejde med arkivets webmaster.
  • Modtagelse og registrering af arkivalier.
  • Planlægning af arkivets arbejde i henhold til de retningslinjer, der er fastsat herfor.

Alle lokale begivenheder bliver til lokalhistorie en dag

– forudsat der er nogle, som vil dokumentere og formidle.

Har vi tændt en lille gnist hos dig?

Tag telefon eller skriv en e-mail til en af nedenstående. Så tager vi en uforpligtende snak om fremtiden for Troldhede Lokalarkiv.

  • Mads Lauritsen, pt. formand
  • Karen Frandsen, pt. arkivleder
  • John Søndergaard Nielsen – Webmaster, også gerne fremadrettet

Gå til kontaktoplysningerne

Baggrunden for dette ”opråb” er, at den siddende bestyrelse ønsker at se nye kræfter og energi i lokalarkivets arbejde. Og kommer der ikke det, er den barske realitet, at Troldhede Lokarkiv som forening opløses på en ekstraordinær generalforsamling. Og de fysiske arkivalier overdrages efter aftale med ”Sammenslutningen af Lokalarkiver” (SLA) – //danskearkiver.dk/ – til et andet lokalarkiv i nærområdet.

Skriv en kommentar

eighteen − 10 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.