Om hundrede år er alting glemt – og dog!

Troldhede 1922-1933 – set gennem et barns øjne

Af Inga Lindskrog.

Tekst og fotos er stillet til arkivets rådighed af Inga Lindskrogs søn, Erling Østergaard og gengives næsten uredigeret. Overskrifter er indsat for læsbarhedens skyld af John Søndergaard Nielsen, Troldhede Lokalarkiv.

Inga Lindskrog, født i Troldhede 1922

Skolegangen.

Besynderligt nok var der altid meget sne om vinteren i min barndom, så vi kunne gå til skole gennem en grøft, der fyldt med sne – iført “pojer” – lange håndstrikkede strømper uden på træskoene. I skolen havde vi 1 lærerinde – frk. Kristensen, en skrap madamme, som når hun gik på indkøb, var iført høje knapstøvler og rundpullet hat med slør for ansigtet. Hun og lærer Nørgaard, som havde de store, var de eneste vi skulle neje for, når vi mødte dem.

Vi havde en iskold gymnastiksal på en mark over for skolen, der var samme dame iført frakke og hat, når vi havde gymnastik.

I skolestuen var det børnenes opgave at hold ilden vedlige. Vi havde kun danske og regning, men vi lærte meget. Alligevel dumpede jeg i engang, hvor jeg skulle skrive Mellemeuropa på tavlen – jeg skrev det i to ord.

De store drenge (9 år) gik kun i skole om onsdagen om sommeren, så de blev sendt ud at tjene på gårdene. Jeg ved ikke, om det var for at holde styr på dem, eller det var for at tjene til føden – begge dele måske.

Hjemme igen fra skole kunne vi hver dag gå ind i køkkenet og tage et stykke julekage, som altid stod på et hjørne af køkkenbordet. Vi havde været hjemme og spise til middag kl. 12, og jeg tror, vi havde en times pause, så vi var først færdige med skolen ved 3-4 tiden.

Inga’s mor, Mariane Lindskrog

Nok at lave for mor og far.

Mor havde virkelig meget at lave med 6 børn og svende på kost, et stort hus. Hjælp havde hun af vores bedstemor (mormor), som boede hos os og en overgang en ung pige, som bl.a. skulle flette vores hår om morgenen. Det jeg husker bedst om hende var hendes iskolde fingre.

Der var 2 biler i byen – lærer Nørgaards og kromandens, så biltrafikken var til at overse. Kroen kom vi naturligvis ikke på, heller ikke når der engang imellem var film om søndagen, det var forbudt. Derimod skulle søndagsskolen passes hver søndag, en gang imellem havde vi en 5-øre med til at putte i en negerfigur, der stod og bukkende på et bord, det var indsamling til de fattige negerbørn i Afrika. Far var også søndagsskolelærer, så når han havde været i kirke om formiddagen, i søndagsskolen om eftermiddagen og til missionsmøde om aftenen, var hans søndag godt besat.

Mariane og Mads Lindskrog

Far begyndte sit arbejde tidligt om morgenen med at starte en motor som stod i et lille hus ved siden af værkstedet. Han havde en svend og en lærling, som også boede og spiste hos os. Maden skulle være på bordet til tiden, d.v.s. kl. 6.30, kl. 9, kl. 12 og eftermiddagskaffe kl. 3, middag kl. 6 og aftenkaffe kl. 9, det kunne beskæftige en husmor. Alligevel fik mor tid til at være omklædt om eftermiddagen og sy og strikke til os allesammen.

Men hun fik i modsætning til far heller ingen middagssøvn.

Trange tider.

Det begyndte at knibe med at få noget at lave først i trediverne, så far måtte sammen med svenden (Emil) læsse værktøjet på ryggen og på cykel køre ud på landet til bønderne, for at få noget at lave. Bønderne havde heller ingen penge, så der har far et tilgodehavende den dag i dag.

Hvordan de klarede dagen og vejen, ved jeg ikke, men det endte da også med at de gik neden om og hjem og måtte flytte.

Far havde mange gøremål.

Far var i sognerådet og tit til møder om aftenen, det foregik på cykel til Videbæk, tror jeg det var. Jeg kan huske, der kom “fattigfolk”, der bad om penge fra sognet. Især en, huske jeg. Hun var gift med en, der af og til sad inde for tyveri, så kneb det med at få føden for familien. Når han var ude, ordnede han vores have. Vi børn var ikke helt trygge ved ham. Det var uhyggeligt, syntes vi, når politiet kom og hentede ham. Han hed Søren.

Tit var der også K.F.U.M.-møder hjemme, besøg af missionærer, der skulle bespises og meget af den slags. Når der missionær-besøg, spiste vi børn for os selv i den lille stue, mens de voksne var i spisestuen.

Vi havde tre stuer, en til daglig, hvor vi var til hverdag, en stue til søndagsbrug og en stue, hvor vi kom til konfirmation og når vi havde mange gæster i øvrigt.

Far kunne finde på at spille på sin harmonika søndag eftermiddag, når han ellers var hjemme.

En af oplevelserne, hvis man kan kalde det sådan, var når “Sølle Søren” kom med sine lirekasse og spillede på gaden, så var i hvert fald alle børn ude og give ham lidt håndører. Meget tid gik der med at lege med dukker på det øverste loft i værkstedet – for os piger. Jeg ved såmænd ikke, hvad drengene lavede, jeg mindes ikke, vi havde så meget med hinanden at gøre.

Erik Lindskrog – en drillepind…

Erik var en drillepind og fik en hel del bank i den anledning, men drengene var i øvrigt meget forskellige, som de jo blev ved med at være.

Tidernes ugunst betød nye veje væk fra Troldhede.

Da jeg var 11 år, flyttede vi til Vejle. Fars forretning kunne ikke mere. Jeg ved ikke, hvordan det hele blev afviklet, det blev vi ikke sat ind i, og ingen talte om det, men det har sikkert været en hård omgang for far og mor. Ved den omvæltning var der ingen hjælp at hente hos deres omgangskreds. Måske var der ingen der kunne. Jeg husker tydeligt den dag vi flyttede, det foregik i bil af en eller anden grund, og jeg kan endnu se vores hund løbe bagefter bilen, – hvad der blev af den, gad jeg nok vide.

Det var en stor omvæltning at komme til Vejle, ukendt af alle, lejet ind på første sal i en villa i nærheden af, hvor far skulle arbejde. Vi var jo noget anderledes i skolen, end de andre elever – alene sproget, vi mødte jo op i træsko og med forklæder – i begyndelsen i hvert fald, men begavelsen var der ikke noget i vejen med, det var jo altid noget. Der var visse fag vi aldrig havde hørt om – fysik f.eks. Det har nok været en barsk omvæltning, men jeg husker det ikke som sådan. Børn kommer nok lettere over den slags end voksne. Vi have et væddemål om, hvem der først kunne lære at “fint”, mor lærte det aldrig.

Kun en pige.

Efter 5. klasse i Nyboesgades skole kom jeg i mellemskolen på Klostergades skole – der var kun piger, der fik jeg lov til at gå til og med 4. mellem, så var det slut. Jeg ville gerne have været i gymnasiet, men der satte far grænsen, piger bliver jo alligevel gift, som far sagde til overlærer frk. Kirkelund. Ja, sagde hun, med de bliver bedre gift. Det hjalp ikke, jeg var kun en pige.

I lære og fandt kærligheden.

Efter mellemskoleeksamen fik jeg en læreplads i et murermesterfirma, hvor jeg var i nogle år, indtil jeg flyttede til Århus og blev ansat i et vinfirma, hvor også Nelly var ansat, så vi blev hurtigt gode venner sammen med Else, hvis mand var kollega med Gunnar. På den måde lærte Gunnar og jeg hinanden at kende. Vi kom begge meget hos Else og Freddy, og jeg tror det morede dem at spille Kirsten giftekniv. Det lykkedes dem altså også, og den 23. juni 1943 blev i forlovet, hvor vi fik ring på ved en lille komsammen, hvor Nelly var med.

Inga og Gunnar 1945.

Viet i krigens skygge.

Vi blev gift i 1945, mens der endnu var rationering på alt, så gæsterne kom selv med rationeringsmærker til smør og sukker, og hvad der ellers var brug for. Inden længe var det boligselskab, hvor vi var medlemmer, så trætte af Gunnars renderi, at vi fik vor første lejlighed i Ringgården, 2 værelser med toilet. Det var flot den gang. Den kostede ca. 70 kr. om måneden.

Jeg havde kontorarbejde hos entreprenør – eller var det ingeniør – hvor både Jens Walther og Esther var ansat, men da Sten blev født, overtog jeg Esthers arbejde og holdt til i et kontor, der var en del af deres lejlighed. Når Sten skulle passes, sad han i min skrivebordsskuffe og legede med blyanter. Det gik vældig fint. Der var jeg, indtil Erling blev født, så var jeg hjemme, som man jo var den gang. Gunnar havde den gang været ansat på ESS i flere år og var godt tilfreds med det. Siden fik han også arbejde på Teknisk skole, så det var heldagsarbejde, somme tider til kl. 10 om aftenen. Det var hårdt, heldigvis havde han gode ferier ind i mellem.

I 1950, da Hans var på trapperne, flyttede vi til Bergsøesvej, hvor vi fik mere plads. Samtidig flyttede Frede til Århus, fik et værelse i nærheden af os og spiste hos os. Han var – i modsætning til, hvad man gjorde den gang, meget glad for at køre med Hans i barnevogn.

Byggede selv deres første hus.

Det varede ikke så længe, før vi begyndte at snakke om at bygge hus. Vi købte grunden på Præstevangsvej, da Hans var 2 år, og så gik Gunnar ellers i gang med at grave grund ud med skovl og trillebør, fik entreret med en murer. Bag efter kan jeg slet ikke forstå, at han kunne holde til det, men det gik, og vi fik et dejligt hus op at stå. Jeg er aldrig helt flyttet fra det. Vi boede der mere end 30 år.

Familiebillede: Bagerste række fra venstre: Ane Kirstine (f. 1889), Asger (f. 1902), Aage Henrik (1891), Anna (f. 1895) , Mads Lindskrog (f. 1890), Magnus Kristian (f. 1894), Hansigne (f.1898).
Forreste række fra venstre: Mads Lindskrogs forældre,  Else Christensen (f. 1864) og Kristen Lindskrog f. 1859) og yderst til højre Adolf (f.1900).

 

Familien boede i Dalgasgade 21 – der hvor rutebilejer Aage Poulsen senere drev sin forretning fra.

— ooo —

En kommentar til “Om hundrede år er alting glemt – og dog!”

  1. Så dejligt at se John Søndergaard Nielsens fine opsætning af min mors erindringer, som berører mig hver gang jeg læser dem. En stor tak til John!

    Svar

Skriv en kommentar

seven − five =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.